Gelsted Gymnastik- og Idrætsforening

Min tid i GG&IF
 
I 1965 flyttede jeg til Gelsted og kendte ikke meget til GG&IF. De første par år var der ikke noget, der interesserede mig. Konen var aktiv i gymnastikafdelingen, som hun på et tidspunkt blev formand for. En dag, hun havde været til bestyrelsesmøde, kom hun hjem og beklagede sig over, at fodboldafdelingen ikke kunne finde en træner til pigerne efter Hans Jensen. Da jeg havde hørt på det nogle gange, løb mit gode hjerte af med mig og jeg begyndte at træne pigerne for at hjælpe foreningen. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt. Jeg har siden da haft mange, mange dejlige og fornøjelige timer med GG&IF.
Pigefodbold
Da træningen begyndte, var der ikke mange piger, men der gik ikke lang tid, før der kom 25, det var mange til et hold. Pigerne spillede over det meste af Fyn, ja, helt til Langeland kom de. Til at køre pigerne havde vi en stor forældreopbakning.
En dag, da vi stod og kiggede på pigernes spil, stod jeg ved siden af Sigrid ”bager”. Jeg sagde til hende, at hvis Gitte fortsatte med at spille fodbold, ville hun ende på damelandsholdet, hvortil Sigrid sagde, at skete det, ville hun give mig 2 røde roser. Der gik nogle år og Gitte søgte andre græsgange. En dag, da jeg gik ude i haven kom Lunghøj Bageri´s bil kørende, den standsede, og ud sprang en storsmilende Sigrid, der gav mig 2 røde roser og sagde, at Gitte den dag spillede kamp på landsholdet. Det var i Japan.
Norway Cup
Med pigerne har jeg haft dejlige ture til Norway Cup i Oslo. Klubbens kasserer Juul Larsen var med på turene, så der var altid styr på økonomien og holdenes lommepenge, afleveret hjemmefra, blev løbende udbetalt. I løbet af ugen var der mange besøg til Juul´s pengekasse. Nogle havde for mange besøg, bl.a. Jim Jensen, han kunne ikke få lommepengene til at slå til selv om, han samlede flasker og solgte dem. Så en aften lavede han lidt striptease mod betaling, så var der penge til næste dags forbrug.
Der var altid piger, som måske ikke kunne komme med, og engang fik lille Gitte Drøge lov at medtage sine forældre. Hun var meget spændt, da vi drog af sted fra Gelsted i Viggo Madsens bus, som Poul kørte. Vi var kun nået til Vejle, da Gitte skulle have frisk luft, men hun klarede resten af turen. Så sejlede vi fra Frederikshavn til Gøteborg og kørte mod Oslo. De fleste i bussen sov, men ikke Morten ”præst” for han skulle se, når vi kørte ind mod Oslo, for hans mor havde fortalt, at det var noget af det smukkeste. Den eneste, der ikke så, hvor smuk Oslo var ved nat, var Morten, for han sov som en sten på det tidspunkt.
Mellem de kampe vi skulle spille, var der tid til nogle dejlige ture i omegnen, bl.a. til Drammen, hvor kørebanen er sprængt ind gennem et fjeld. Denne vej kaldes spiralen, og den fører til toppen af fjeldet.
Ligeledes var vi i Hønefoss, hvor der var en svævebane, som førte op til Kongens udsigt, hvorfra vi kunne se meget langt. Turen gik også til Tryvandstårnet og Holmekollen, hvor der afholdes mange
skihop-konkurrencer. Det blev også til en tur til Kon-Tiki museet for at se Thor Heyerdahl`s sivbåd og sejlskibet Frem.
En anden glæde ved at arrangere en sådan tur og have med de unge mennesker at gøre fik vi, da vi vandt den fodbold, som skolen, hvorpå vi boede, havde udlovet til den klub, som var bedst til at gøre rent og holde orden på de ”stuer,” vi var tildelt.
Når ugen var omme og Norway cup slut, vendte Poul snuden på bussen og så gik turen hjemad. Ved ankomsten til Gelsted var det nogle trætte børn, forældrene fik udleveret. Jeg håber, at de, der har deltaget, har fået nogle dejlige minder at se tilbage på.
Formand for fodbold ungdom
Som formand for en afdeling er man også medlem af bestyrelsen. Den havde nok at gøre med at skrabe penge sammen for at få foreningen til at køre, men vi havde nogle foregangsmænd i Poul ”bager” og købmand Juul. Der blev holdt Maj-fester for at få penge i kassen, og der var en stor opbakning fra beboere og handlende i byen. Efter disse majfester blev der holdt en medhjælperfest. Ved en af disse fester, blev der spillet lidt fodbold i en pause. Der blev gået til sagen, og pludselig var der en, der tabte tænderne, hvorefter en anden råbte, at nu var der sgu´ en, der måtte bide i græsset. Det var fester, der fortsatte til langt ud på natten.
Støttemedlemmer
For at skaffe penge til driften blev der solgt støttemedlemskort til GG&IF. Byen var opdelt i distrikter. Vi samledes hos Kirstine og Jørgen Kock og sælgerne fordelte sig rundt i byen. Især mange ældre mennesker købte støttemedlemskort, og fortalte, at deres børn havde haft mange gode timer i GG&IF. Når salget var overstået, samledes vi igen i Jørgens gildesal, hvor vi fik en tallerken varm suppe til at slutte en god dag af.
Gelstedhallen
Foreningen ville gerne have en hal i Gelsted. Bestyrelsen arrangerede en tur til Nordjylland for at se en hal, der var bygget med frivillig arbejdskraft. Når de kunne, kunne vi måske også i Gelsted. Heldigvis kom Rikard ”Vesterballe” foreningen til undsætning og i dag kender vi jo resultatet.
Træner for seniorholdet.
I min tid i GG&IF har jeg også haft den fornøjelse at træne seniorholdet. Jeg har med drengene haft mange uforglemmelige timer. Engang havde vi Næstveds gamle divisionsspillere på besøg, hvor der var mange gamle landsholdsspillere med, bl.a. Keld Bak, Poul Erik Christensen, Benny Nielsen, og Gert Clausen. Vi tabte godt nok kampen, men vi havde samlet mange tilskuere, der havde betalt for at komme ind. Ledere og spillere blev indkvarteret rundt om i byen og vi havde en stor opbakning fra beboerne.
Senere blev jeg formand for afdelingen, der på det tidspunkt havde 4 seniorhold og et old boys hold, så der var noget at arbejde med.
Jeg var også med til at arrangere en udendørs gymnastikopvisning med Anne Tvedebrink, der var leder for et hold, som gav en meget flot opvisning og klubbens fane blev luftet ved den lejlighed. Den dag var der rigtig mange tilskuere, som vi normalt ikke så på fodboldbanen, især alle gymnasterne fra Gelsted var mødt op.
En fond?
En dag mødte jeg daværende bager Børge Pedersen og vi fik en god snak om foreningen. Han foreslog, at vi lavede en fond folk kunne indbetale penge til, så var man fri for, at så mange af klubbens afdelinger kom og bad om støtte til forskellige aktiviteter. Derfor beder jeg den nuværende bestyrelse om at overveje et sådant forslag.
Formand
Jeg fik andet at tænke på og gled derfor ud af foreningen, men en dag manglede GG&IF en formand, så jeg meldte mig til posten. Kommunen henvendte sig om en klage fra skolen, der gik ud på, at atletikbanen var blevet ødelagt i forbindelse med bygning af det nye klubhus. Vi drøftede situationen og havde frivillige foregangsmænd som Jens Drøge, Erik Petersen, Flemming Sørensen og andre, der nu tog fat, så der igen kunne laves atletik.
I den periode stoppede Annette Larsen som formand for håndboldafdelingen. Jeg takkede hende, og det var svært at sige farvel til én, som har gjort så meget for håndbold i så mange år, også selv om vi ikke altid havde den samme opfattelse af tingen.
Foreningen havde i de 3 år, jeg var formand, et godt samarbejde med Borgerforeningen, hvor vi fik god støtte til vores ungdomsarbejde i GG&IF ved at deltage i Gelstedmarkedet.
Til forældre
Til jer forældre, som har børn i GG&IF bedes I støtte op om foreningen, også hvis der mangler ledere og trænere. Jeg kan garantere, at I får mange hyggelige og fornøjelige timer.
Jeg ønsker GG&IF til lykke, held og lykke med fremtiden, da jeg håber foreningen vil bestå i mange år endnu.
En gammel GG&IF’er                 Børge Kock
Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk